Kong Johannes

Johannes, eller, som almindelig nævnes, Hans, efter sin Moders

Bedstefader Markyrer Johannes af Brandborg, blev født den 31e Juni

1455. Allerede i det følgende Aar valgte de Danske Stænder ham til hans

Faders Efterfølger, og to Aar efter tiltraadte de Svenske og Norske dette

Valg.

Han maa have nydt en god, skjøndt borgerlig, Opdragelse; thi han var i eet

og alt nedladende og ligefrem Fyrste med en god Forstand og yndede

Danske Skikke og Sædvaner. I Aaret 1478 ægtede han den Ruissiske

Churfyrste Ernsks sextenaarige ældste Datter, Christiana, Søster til de

tvende store Churfyrster Fredrik og Johan.

Skjøndt Hertug Hans, som ovenfor er sagt, allerede var medens hans Fader

levede, bleven valgt til hans Efterfølger, saavel i Danmark som i Norge

og Sverrig, stod der dog nu efter hans Faders Død i Aaret 1481 mange

Hindringer iveien for hans Tronbestigelse. I Aaret 1466 havde nemlig

det Danske Rigsraad sluttet en Overenskomst med de slesvig og holstenske

Stænder, at de vilde antage Hertug Hans til hans Faders Efterfølger,

dersom han ved Kongens Død var dennes eneste Søn; døde han derimod

eller og Kongen efterlod sig flere Sønner, skulde 12 Danske Rigsraader

og Medlemmer af det Slesviske Raad møde inden fire Maaneder i

Kolding, for at vælge en Herre over Danmark, Slesvig og Holsten, eller

ogsaa naar man ikke blev enige om Valget, vælge hver for sig en regent.

Førend denne valgforhandling havde fundet Sted, kunde Hertug Hans altsaa

ikke blive hyldet. I Sverrig fandt hans antagelse endnu flere Vanske-

ligheder. Rigsforstanderen Steen Sture, der havde forstaaet, ved sin

Snildhed og sin Indflydelse, at udelukke hans fader fra Sverrigs Trone,

var ogsaa den, der nu vidste, at hindre hans Valg i Sverrig.

I Norge, hvor Tronen efter Magnus (? Lapabæters) Løvborg var arvelig

fra Fader til den Ætiske Søn

og hvor Stænderne i Aaret 1458 havde udstedet et Document, der udnævnte

Hertug Hans til Christian den Førstes Efterfølger vidste den snilde

Steen Sture ved sin Indvirkning paa den Thronhjemske Erkebisp Gauta,

at formaae det Norske Rigsraad til at benegte Kongens Arverettighed til

Riget. I Slesvig og Holsten synes man at ville give hans Broder

Fortrinet, da Stænderne kunde vælge ham; dog beraade dette Valg paa

Udfaldet af det overomtalte Møde i Kolding.

Kong Hans forholdt sig imidlertid paaskerolig. Han tilkjendegav saavel

de Holstenske Stænder som Sverrigs og Norges Rigsraad sin Faders dødelige

Afgang og anmodede

de Sidste om at møde i Halmstad, for der at forny den gamle Forening

imellem Rigerne. Steen Sture var strax villig til at opfylde denne

Begjæring, og begav sig med flere Adelsmænd paa Veien til sidstnævnte

By; men da de naaede Vadstena, paastod han, at en ham paakommen Øien-

sygdom gjorde han det umuligt at fortsætte i Reisen, hvorfor han gav

Rigsseglet til sine Ledsagere, der indfandt sig i Halmstad.

Her blev intet afgjort, og man bestemte atter et nyt Møde, som skulde

finde Sted i August i Calmar. -

En almindelig Herredag holdtes imidlertid den 5te Mai 1482 i Kallund-

borg hvor alle Stænder representerede

de Slesvigske og Holstenske Stænder som vare indbudte hertil, mødte ikke

fordi de vare misfornøiede med den lange Udsættelse af Valget.

Kong Hans’s Valg stadfæstedes og man hyldede ham som Konge.

Enkedronningen foreslog nu Kong Hans at aftræde Norge eller ogsaa

Hertugdømmerne til hans yngre Broder, men Kongen vilde ikke indlade sig

herpaa. I November afreiste Enkedronningen uden Kongens Vidende

pludseligen til Kiel, hvor Hertugdømmernes Stænder vare forsamlede,

formodentlig for at lade sin yngste Søn vælges og hyldes.

Men Kongen som blev underrettet herom, ilede efter hende og det kom til

levende Optrin imellem Parterne, da fordelene af en

blandet og derfor svag Regering vare Store valgte Stænderne foreløbig

begge Brødre og hyldede dem den 12te December som Hertuger af Slesvig

og Holsten. I Broderens Mindreaarighed overdrages Regjeringen til

Kongen der stadfæstede Landets og Undersaaternes Privilegier paa egent

og Broders Vegne. Hamborgerne hyldede ligeledes begge Brødrene som

deres Overherrer.

At dele hertugdømmerne med sin Broder og saaledes svække Riget, var ikke

efter Kongens Ønske. Han sendte derfor den unge Hertug under det

Paaskud, at give ham en større videnskabelig Uddannelse, til Lybek, og

arbeide paa at lade ham indtræde i den geistlige Stand; men Hertug

Frederik, der bemærkede sin

Broders Hensigt, kom i Aaret 1485 uventet tilbage til Holsten. At

Kong Hans saaledes havde villet udelukke ham fra Regjeringen lagde

Grundvolden til Uenighed imellem Brødrene. Det aftalte Møde i Calmar

førte ved Steen Stures List til intet Resultat, og en ny Sammenkomst

fandt Sted i Januar 1483 i Halmstad, hvor de Svenske blot bad om, at

den Kjærlige Forening imellem Rigerne maatte vedblive, og foresloge et

nyt Møde i August samme Aar. Steen Sture opnaaede imidlertid ikke

sin Hensigt, at forhindre Nordmændene i at fatte en afgjørende Beslutning;

thi de erkjendte Kong Hans høitideligt for Norges Konge. Han underskrev

en Haandfæstning, der end mere end hans Faders inskrænkede hans Konge-

magt og hvori den gamle forbindelse

imellem de tre nordiske Riger blev gjenoprettet. Da der i denne

Unionsact ligeledes var seet paa Sverrigs Tarv, givet Steen Sture Ivar

Axelsen og alle deres Tilhængere en fuldkommen Amnestie, havde man ladet

en Plads staae aabent til de Svenskes Underskrift. En Deel af det

svenske Ridderskab erklærede sig strax for Foreningen og Steen Sture som

var for klog til at sætte sig med Magt herimod, reiste til et nyt aftalt

Møde i Kalmar, hvor han 11te November 1483 undertegnede den under Navn

af Kalmarreiessen bekjendte Unionstractat imellem Danmark og Sverrig.

Steen Sture og de andre Rigsraader erklærede heri, at de til evig Tid

vilde have een og samme Konge med Danmark og Norge, og at de uden Op-

sættelse vilde hylde Kong Hans, saa snart han, Enkedronningen og Hertug

Frederik havde sat deres Segl under Tractaten. Dette lod sig nu ikke

gjøre, thi Kongen befandt sig i Thronhjem for at blive Kronet, og man

blev derfor enig om, at Kong Hans skulde i August Maaned n. A. indfinde

sig i Kalmar og der modtage Hyldningen. Paa den Fastsatte Tid begav

Kongen sig til Grændsen og nogle Danske Rigsraader bleve sendte til

Kalmar for at ordne Alt til hans Modtagelse. Men i stedet for at opfylde

Reiessen, forlangte de Svenske nu, at Gulland skulde aftræds dem førend

de hyldede Kongen. De Danske Gesandter forlangte derimod med Rette først

Hyldningen og da de Svenske vedbleve deres Paastand adskiltes Forsam-

lingen. Steen Sture opnaaede igjen sin Hensigt, thi han kjendte ret

godt de forhold, som forbød Kong Hans at overlevere Gulland til de Sven-

ske. Kong Christian den Første havde nemlig belehnet Oluf Axelsen

Thott med Gulland. Efter Olufs Død erholdt hans Broder Ivar Gulland

til Lehn. Ved sit Ægteskab med Carl Knudsens datter kom han i Slægt-

skab med Sverrigs mægtigste Familier og forlangte nu dengang nylig afsatte

Carl Knudsens confiskerede Gods Herved, og formodentlig ogsaa fordi Kong

Christian havde inddraget hans afdøde Broder Philip Axelsens Lehn forme-

delst overdrevne Aager, traadte han, Skjøndt nu indfødt Dansk Mand, i

fjendtligt Forhold til Kongen. Da Kong Hans havde besteget den Danske

Trone havde Ivar Axelsen samt hans Broder Lauritz sat sig i besiddelse af

deres fornylig afdøde Broder Eriks store Lehn, Finland, skjøndt disse

efter hans Død skulde falde tilbage til Kronen. Ivar erholdt herved en

personlig Vigtighed og vovede at trodse baade Kongen og Steen Sture, saa

at den sidste og det svenske Rigsraad endelig skred fjendtligt frem imod

ham. I Aaret 1483 havde Steen Sture givet ham Øland og Slottet Borgholm

i Lehn imod Afstaaelse af en Deel af hans finlandske Lehnbesiddelser.

Steen Sture gik nu over det tilfrosne Kalmarsund og beleirede Borgholm.

Ivar, der indsaae, at ham ikke kunde holde Slottet længere, fjernede sig

i en bælmørk Nat i en aaben Baad fra Øland, men fandt sig heller ikke

sikker paa Gulland, da Kong Hans forlangte denne Øs Aftrædelse og havde

udrustet en Flaade paa 40 Skibe, for at bemægtige sig den. Nødtvungen

lovede Ivar at overgive Øen til Kongen, naar han erholdt sine i Danmark

liggende se(p)uestrered Lehn tilbage og opfyldte sit Tilbud, da Kongen

i Mai Maaned 1487 Selv kom til Visby. Gulland blev betroet til Jens

Holgersen Alsstand. Paa Øland havde Kongen nu en der forstod saaledes

at benytte hans

Godmodighed, at han nødsagede Ivar Axelsen til at aftræde hele Øland til

Steen Sture, da Kong Hans troede at vinde Nationens Velvilje og formaae

den til at erkjende og hylde ham.

Den tr(æ)dste Steen Sture vedblev desuagtet nu som forhen med gode Ord,

tomme Løfter og ved intet afgjørende Gesandtskaber at vinde Tid fra et

Aar til et andet. Paa samme Tid kaldte han Kongen i sine Breve: "Vor

og Rigets hadskelige Fjende", og beskyldte ham for at være traadt i de

farligste forbindelser med den russiske Storfyrste. I Aaret 1488

gjorde Enkedronningen en Reise til Rom, som det hed for at erholde Pavens

Aflad, men egentlig for at udvirke et fornyet Banbrev imod Sture. Skjøndt

denne lod som han foragtede Bansættelsen, viser dog hans Gavmildhed imod

Geistligheden paa denne Tid, og hans Begjæring at ---

nedlægge Rigsforstanderskabet, at han nærede Frygt for Følgerne af denne

Banbulle.

Fulde ni Aar henrandt nu, det ene Møde aftaltes efter det andet, men da

alle Disse ikke førte til noget Resultat, greb Kongen, der hidtil ved sin

Moder var holdt tilbage fra at angribe Sverrig, efter hendes Død, i

Aaret 1497 til alvorlige Forholdsregler, og rustede sig af alle Kræfter.

Det syntes ogsaa nu at være det heldigste Tidspunkt til at angribe

Sverrig. Steen Sture var nemlig Kommen i stor Uenighed med Rigsraadet

og Rigets marsk, den mægtige Svante Sture, hvilke afsatte ham fra hans

Post som Rigsforstander. Ved Efterretningen om Kongens Udrustning

udsonede vel igjen en Deel af Rigsraadet sig med Steen Sture, og denne

angreb endog en af sine værste Fjender Upsalas

Erkebisp Jacob Ulfsens Eiendomme, men dog fandtes der nu et Parti, som

opfordrede Kong Hans til at rykke ud fra Norge i Sverrig.

Denne udskrev nu Tropper, Hertug Frederik hvervede de for deres Rygges-

løshed bekjendte Landse Knegte, den store Garde kaldet, under Junker

Slentzvy og flere Anførere. Tidligt om Foraaret var Danske Orlogs-Skibe

løbne i Søen og havde opsnappet ethvert Skib de traf paa, for at anvende

dem til Kongens Tjeneste og TransporSkibe. I Julimaaned mønstrede

Kongen sin af 30000 Mand bestaaende Hær i Skaane; en betydelig Afdeling

rykkede strax ind i Sverrig, og ankom den 22de Juli for Kalmar, de til

Søes afgaaende Tropper gjorde samme Dag Landgang paa Øland. Kalmar

By og Slot overgave sig snart, Borgholm først efter nogen Tids Beleiring.

Det Svenske Rigsraad sendte Kongen sin Hyldning, men Steen Sture havde

faaet Dalerkarlene og flere af Sverrigs Indvaanere paa sin Side og bei-

leirede Erkebisp Ulfsens Slot Stæke, I Augustmaaned ilede de Danske

Tropper Erkebispen til Hjælp, og sloge Steen Sture saaledes ved Rødebro,

at denne neppe reddede sit Liv, nødsagedes til at indeslutte sig i Stock-

holm. Kongen beleirede nu denne By, og opslog sin Hovedleir paa Brun-

kebjerget. Ved et opsnappet Brev blev Kongen underrettet om, at Dale-

karlene vilde angribe Leiren den 29de September, og Stadens Innvaanere

paa samme Tid gjøre et Udfald. Natten imellem den 27de og 28de Sep-

tember lod Kongen sine Tropper marchere i Stilhed til Rødebro, hvor den

30000 Mand Stærke Landehær stod opstillet ved Solens

Opgang foran Bropasset. Kongen opstillede sin Hær i Slagorden, for-

mande Tropperne til Tapperhed og Udholdenhed, og lod, efter at Morgen-

bønnen var holdt, give Tegn til Angreb. Skjøndt det første Angreb blev

slaaet tilbage, blev Dalekarlene, da Kongen trængte frem med Cavalleriet,

dog bragte i den største Forvirring; de styrtede tilbage til Broen eller

kastede sig i Strømmen deres Faner faldt i de Danskes Hænder og om-

trent 1000 Mand bleve dræbte eller druknede. Da leiren paa Brunke-

bjerget kun var svagt besat, turde Kong Hans ikke forfølge Fjenden, men

vendte i største Hast tilbage med de i Slaget erobrede Svenske Faner

foran sig. De Svenske, der fra Hovedstadens Mure saa, at en saa stor

Mængde Krigsmænd kom op ad Bjerget med

Dalekarlenes Faner i Spidsen, troede at det var Undsætningshæren, aabnede

Porten og ilede op ad Brunkebjerget. Deres Skræk var stor, da de, i

stedet for at møde Venner, stødte paa Kongens Fortrop, der bestod af

LandseKnegte. Alle styrtede nu tilbage til broen, hvor flere, for ikke

at blive klemt ihjel, sprang ud i Vandet, medens de Danske Ryttere nedhug

dem, der ikke hurtigt nok naaede Broen. Rigsforstanderen selv blev

kastet i Vandet og med Nød og Neppe reddet af en Fiskerbaad. Tabet af

de Svenske ansloges til 600 Mand.

Skjøndt Steen Stures Stilling endnu ikke var fortvivlet, da Dalekarlene

samlede sig paany, Garnisonen i Staden var talrig, og Borgerskabet var

paa hans Side, tilbød han dog at underhandle.

Et personligt Møde fandt Sted imellem

Kongen og ham, en Tractat blev undertegnet, og Steen Sture nedlagde

Rigsforstanderskabet. Han erkjendte Kong Hans for Sverrigs Konge

imod at han og hans Tilhængere ved en almindelig Amnestia bleve frita-

gede for al videre Tiltale. Selv fik han desuden Løfte paa saadanne

Lehn, der svarede til hans Stand. Den 10de October holdt Kongen sit

høitideligt indtog i Stockholm; den 25de November stadfæstede man

Kongens Valg og hyldede ham, og den næste Dag, 100 Aar efter Unionens

stiftelse, fandt Kroningen Sted. Steen Sture blev forlehnen med hele

Aabo Bispedømme, Nørrebotlen og flere betydelig Lehn, og udnævntes til

Rigshofmester. Formodentlig for Modvægts Skyld erholdt hans Fjende

Svante Sture derimod Rigsmarskembedet. Flere Adelsmænd bleve slagne

til Riddere, og flere ophøiede Adelsstanden.

Under sit Ophold omtrent 1½ Aar

vidste Kong Hans at gjøre sig yndet af Almuen. Selv Svenske Skribenter

fortæller om hans Mildhed og hans Redelighed.

Ved Kroningshøitidelighederne spurgte han en af sine tydske Hofmænd,

om der manglede noget. "Intet", svarede denne, "uden en Skarpretter,

der kunde afhugge de Svenske forræderes Hænder." Kongen taug, gik ind

paa sit Værelse og saae aldrig mere denne Raadgiver.- Erkebisp Ulfsen

der bar et uforsonligt Nag til Steen Sture, havde udvirket for Paven en

Dispensation fra det Løfte, Kongen havde givet denne, og tiltalte Sture

nu i Forening med hele Geistligheden og en stor Mængde Riddere for al

den Skade, han havde tilføiet ham.

Understøttet af saa mægtige Mænd, vilde det have været en let Sag for

Kongen at tilintetgjøre en Mand, der havde været hans og hans Faders

bitreste Fjende og Modstander; men Kongen var for retsindet dertil,

han forligte de stridende Parter og Steen Sture slap med en Pengesum,

som han maatte betale til Erkebispen. Rigshovmesteren aftraadte vel

paa denne Tid en Deel af sine

finske Lehn til Kongen, men fik i stedet for ligesa betydelige Godser i

Vestgothland, saa at det blot kunde ansees for et formeligt Mageskifte.

Da Sverrigs krone nu sad fast paa Kongens Hoved, reiste han i Midten af

Aaret 1499 tilbage til Danmark; hvor nogle med Ditmarsken opstaaede

Stridigheder gjorde Krav paa hans hele Virksomhed.

Christian den Første havde i Aaret 1474 udvirket for den tydske Kaiser

et Document hvorved Landet Ditmarsken indlemmedes i Hertugdømmet Holsten.

Han lod den Lybekske Biskop forelægge Ditmarskerne de Kaiserlige Lehns-

breve; men disse paastod, at Kaiseren maatte være sletunderrettet om

Sagernes Beskaffenhed, thi de vare ikke et Herreløst Folk, men Erkebispen

af Bremens Undersaattere Ved saaledes at indskjyde sig under Bremens

Bispestol, hvis Myndighed de ved en anden Leilighed ikke vilde

have erkjendt, vandt de Tid og appellerede til Paven. De heraf op-

staaede Stridigheder vedvarede i flere Aar. Paven annullerede 1476

den Kaiserlige Gave, og truede Enhver, som vilde berøve den Bremiske

Kirke Landet, med Kirkens Brand. Da Christian desuagtet vedblev sin

Paastand, henvendte Ditmarsken sig til Keiseren, der nu tilbagekaldte

sit Gavebrev. Imidlertid var Christian den Første Død, hans Søn havde

ved sin Tronbesiddelse sine Tanker henvendt paa vigtigere Ting, og

Ditmarskerne bleve derfor i længere Tid uanfægtede. I Aaret 1490

fyldte Kong Hans’s Broder, Hertug Frederik, sit 18de Aar Han var

bleven Myndig og forlangte den hans tilkommende halve Deel af Hertug-

dømmerne. Disse bleve nu, hvilket siden bragte saa mange Ulykker over

Riget, deelte i to Dele, hvilke kaldtes efter Hovedslottene i hver den

gottorpske og den segeberske. Hertug Frederik, hvem det var tilladt

at vælge hvilken Deel han ønskede at besidde, valgte den gottorpske og

Kong Hans, hvilket characteriserer hans Godmodighed, gav ham hele Nord-

strand til af sin Part.

Neppe var Hertug Frederik kommen til Regjeringen, førend han anlagde et

Toldsted paa Helgoland. Herved vakte han Hansestedernes store Mishag.

De paa Øen værende Holstenske Tropper kom i uenighed med de Handlende,

og stak Stædernes Pakhuse i brand. Hamborgerne greb til Repressalier,

et forenet hamborsk=ditmarsisk Corps overfaldt 1497 Øen, antændte alle

Hertugens Bygninger og forjog alle hans Embedsmænd. I det følgende

Aar sendte Hertugen en Deel frisiske Tropper til Helgoland, hvilke be-

mægtigede sig Øen og toge en Deel hamborgske og ditmarsiske Krigsfolk

til Fange. Men Ditmarskerne hævnede sig ved at gjøre et ødelæggende

Indfald i Friesland og bortføre nogle Indvaanere som Fanger. Dette

fremskjyndte det længe nærede Forsæt hos Kongen

at undertvinge Ditmarsken. Han blev enig med Hertugen, hans Broder

om at aabne Felttoget saa hurtigt og saa hemmeligt som muligt.

I Februar 1500 kom den store sachsiske Garde under Junker Slentz,

hvilken indtil dette Øieblik havde ligget ubeskjæftiget hin Side Elben,

til Oldersloe, hvor ogsaa Kongen og Hertugen indfandt sig, for at bi-

vaane et Karneval, der skulde være særdeles glimrende. Pludselig er-

klærede begge Brødre, at deres Hensigt var at angribe Ditmarsken og

afsendte et Feidebrev. Inden kort Tid var den til Angrebet bestemte

Hær samlet. Den bestod af omtrent 15000 Mand, hvoraf Landseknegtene

alene udgjorde 4000. Den 11te Februar rykkede man ind i det ubevogtede

Land. Ved Heide havde en Deel af Egnens Befolkning samlet sig, da de

troede, at Kongen vilde rykke frem mod denne By; men Hæren tog en anden

Retning til

Neebdorp, der var ubesat plyndrede Staden og dræbte en Deel Oldinger

og Børn. I den Kongelige Hær herskede Mangel paa Orden og Lydighed,

som en Følge af dens Overmod. Haanligt omtalte man den usle Flok af

Bønder, som det neppe var Umagen Værd at drage Sværdet imod. Junker

Slentz spurgte Kongen: "om Ditmarsken var lænket til Himlen eftersom

man gjorde saa store Forberedelser til at tage det". Adelen aflagde

sine tunge Rustninger og iførte sig pragtfulde Klæder; Tilliden til den

Kongelige Hærs Uovervindelighed var saa stor, at man havde forsynet sig

med tomme Vogne for at belæsse dem med Bytte; mange førte betydelige

Summer med sig, for at afkjøbe Soldaterne deres Andeel, og havde endog

Signet med, for at kunne, hvis Nøden krævede det, udstede Gjeldsforskriv-

ninger. De fornemste Deelte endog i deres Overmod Embederne

og Posterne i det erobrede Land, og kaldte hinanden Herr Abbed, Herr Prior.

Kongen besluttede nu at rykke frem mod Heide. Det havde hidtil været

et haardt Frostveir, nu var det blevet mildere og Luften bebudede Sne.

Derfor meente Nogle i det sammenkaldte Krigsraad, at man burde oppebie

et klarere Veirlig; men Fleertallet, hvoriblandt Junker Slentz, stemte

for, at man strax skulde bryde op. Mandagen den 17de februar brød

frem; frosten var veget for et stærkt Tøveir, blandet med Sne og Slud

en Storm rasede fra Nordvest og jog al Sne og Regn i Ansigtet paa

Tropperne. Nogle Stemmer raadede til at udsætte Toget; men man troede

at kunne naae Heide, og Befalingen til Afmarsch blev given. Foran

drog Garden med nogle Kanoner og forsynet med Alt, hvad der behøvedes

til at udbedre Veiene og passere Marskgrøfterne. Efter Garden kom

Kongen, Hertugen, Adelen med dens Svende og det øvrige Hestfolk, dernæst

fulgte Opbudet af do

slesviske og holstenske Stæder og af Almuen, endeligen sluttedes Col-

lonnen med Resten af det grove Skyts og en uhyre mængde Vogne.

Terrainet mellem Meldorp og Heide bestaaer af en lavtliggende, moradsig

Dal, igjennem hvilken der blot fører en eneste Marskvei. Det næste

Stykke af denne Vei kaldtes "Disende Dymels Warff" og var bekjendt for

Spøgeri. Det var til dels brolagt, men paa begge Sider indfattet af

dybe, brede Grøfter og Kratskove. En liden Forhøining beherskede

Huulveien. Om Efteraaret havde man opmudret Grøfterne og kastet den

seige Leerjord paa Veien, og dette gjorde ved det Stedfindende Tøveier

Veien endnu mere ufremkommenlig.

Ditmarskerne vare ved en opsnappet Speider blevne underrettede om at man

fra Meldorp vilde trænge frem til Heide. Omtrent 500 Mand, under

Anførsel af en Bonde, Wulf

Isebrandt, opstillede sig ved Hemmingsted. Ditmarskernes Banner

var hvidt, og bares, efter frisisk Sædvane, af en Jomfru, som i sin

Begeistring havde indviet sit Liv til Kirken. Natten imellem Søndag

og Mandag anlagde de en lille Skandse paa den omtalte Forhøining og fik

den besat med nogle Stykker svært Skyts.

Langsomt, i Kamp med Uveir og Uføre, drog den Kongelige Hær fremad.

Fodfolket gik i Dynd og Vand til Knæerne. Hestene sank med hvert Trin

ned til Bugene. Gjennemblødte af Regnen, stivnende af Kulde, naaede

Fortropperne endeligen den omtalte Forskandsning og bleve modtagne med

Kanonskud. Junker Slentz lod sine Feltstykker kjøre frem og søgte at

besvare den fjendtlige Ild; men Storm og Regn gjorde da næsten umuligt

at affyre dem. Han befalede derfor at storme

Skandsen. Landseknegtene lagde deres Spyd over Graven, kastede Bræder

og Faskiner derpaa, og gik over. Ditmarskerne flygtede. Men hermed

var kun lidet vundet, thi det bløde Jordsmon og det overalt gjennemskaarne

Terrain hindrede Tropperne i at indvikle sig. De kunde heller ikke

benytte deres lange, blot til fægtning i Nærhed skikkede, Vaaben, medens

Ditmarskerne med deres lette Kastspyd tilføiede Garden et ikke ubetydeligt

Tab. Ditmarskerne sloges vel to Gange tilbage; men støttede sig paa

deres Springstave, og vante tilmed Lethed og Hurtighed at bevæge sig paa

det bløde Terrain, vare de snart igjen samlede til et nyt Angreb.

Midt under Kampen aabnede de paa Digerne posterede Ditmarskere Sluserne.

Vandfloden, forøget ved den Luftige Norvestvind, strømmede nu ind

over det lavtliggende Land; i et Øieblik fyldtes Grøfter og Veie, og

hele Egnen lignede en Indsø. Forskrækkede vilde Alle tye tilbage til

den bag dem liggende Jordryg; men Veien var spærret af den store Mængde

Vogne og Karrer; at udbrede sig til Siderne forøgede kun Faren og Uor-

denen, med hvert Trin styrtede Folkene i Grøfterne eller faldt for Fjen-

dens Kastespyd, og den som undgik det, blev traadt ihjel af de herreløse

Heste. I hele 3 Timer varede dette rædsomme Nederlag; først da

Levningerne af Hæren naaede Meldorp, ophørte det. Tabet, som den

Kongelige Hær led i Slaget ved Hemmingstedt, var Stort; flere tusinde

Mand vare faldne og deriblandt Kjærnen af den holstenske og slesviske

Adel; To Grever af Oldenborg; over 60 Adelsmænd, blandt hvilke alene

10 Ahlefeldter; junker Slentz og Kaptainer af Garden. Af

denne var ikke Halvdelen tilbage. Den hele Bagage, alle Kanoner, Rigs-

klenodiet: Hovedbanneret Dannebrog, samt et uhyre Bytte af Værdie mere

end 200.000 Gylden, faldt i Fjendens Hænder. Spot og Skade fulgtes ad.

Før hed det, naar den frygtelige Garde nærmede sig: "Vogt Dig Bonde, mu

kommer Garden", nu vendte man disse Ord om og sagde: "Vogt dig Garde,

Bonden kommer ". De værste Følger dette Nederlag førte med sig, vare,

at de Misfornøiede i Sverrig igjen løftede Hovederne i veiret. Den 20de

Juli 1501 erklærede disse, at de ikke længere vilde erkjende Kong Hans,

men enten vælge Steen Sture eller Svante Sture til Rigsforstander.

Da Kongen, der paa denne Tid opholdt sig i Sverrig, ikke besad bevæbnet

Magt nok til at dæmpe dette Oprør, overgav han Stockholm til sin Dronning

og afreiste til Danmark,

for at vende tilbage med betydelige Stridskræfter. Efter hans afreise

kom Steen Sture paany i Spidsen for Regjeringen, og inden kort Tid havde

Insergenterne gjort saa store fremskridt, at alle Svenske Fæstninger med

Dansk Besætning, undtagen Slottene i Stockholm og Kalmar, vare i deres

Hænder. Paa det første Slot udholdt Dronning Christina heltemodigen en

haard Beleiring af Hemming G(a)d, hele Vinteren over. Uagtet Besætningen

manglede de nødvendigst Levnetsmidler, og smitsomme Sygdomme rasede og

bortreve en stor Deel af dem, overgav Dronningen dog først Fæstningen

efter 8 Maaneders Blokade, da den 1000 mand stærke Besætning var

hensmel... til 70. Dronningen og hendes personlige Omgivelse erholdt

Tilladelse til at begive sig til SorteBrødrekloster i Staden, hvor hun

skulde opholde sig, indtil der

kunde gjøres Anstalter til hendes Afreise til Danmark. Tre Dage efter

Slottets Overgivelse ankom Kong Hans med en Flaade i Mælaren, men maatte

vende tilbage med uforrettet Sag, selv uden sin Dronning, da Steen Sture

havde sendt hende til Vadstervakloster, hvor hun tilbragte et halvt Aar

i Fangenskab.

I Norge havde ogsaa i længere Tid Oprørsgnisten ulmet under Asken.

Nu udbrød den i Flamme, da Knud Alfsen, en af Norges mægtigste Riddere,

der var i Slægt med de fornemste Familier i Sverrig, stillede sig i

Spidsen for de Oprørssindede. Kongens ældste Søn, Prinds Christian,

til hvem Norges Bestyrelse var overgivet siden Aaret 1501, viste her

første Gang Prøven paa sit Feltherretalent, ved hurtigt at angribe og

erobre flere af Sverrigs Grændsefæstninger. Knud Alfsen, der paa givet

frit Leide, for at indlede Underhandlinger, var kommen til Opslo og der

gaaet ombord paa den Kongelige Høvedsmand, Henrik

Krummediges Skib, kom her i Ordstrid med denne Adelsmand, hans person-

lige Fjende, hvilken endte med, at Alfsen blev slaaet ihjel og kastet i

Vandet. Oprøret blev desuagtet ikke stillet førend i det følgende Aar,

da Prinds Christian blev fuldkommen Seirherre over Insergenterne. Et

senere Oprør i Aaret 1507 blev ogsaa undertrykket af den unge Prinds,

der tog Hovedet for de oprørske Bønder, Herluf Hyddefad, til Fange, og

lod ham tillige med flere Bønder henrettes. Prindsen viste ved denne

Leilighed en Kraft og bestemthed, som kun udmærker den store Mand,men

gav paa samme Tid prøver paa en Haardhed og Grusomhed, som senere i en

saa høi Grad fordunklede hans øvrige glimrende Egenskaber.

Ved Lybekkernes Mægling blev Dronning Christina i Aaret 1503 løsgivet

af Steen Sture, der med flere svenske Store ledsagede hende til Hallands

Grændse.

Paa tilbagereisen døde Steen Sture den 23de November, efter den alminde-

lige Mening forgivet af Knud Alfsens Enke, der var forlovet med Svante

Sture. Denne sidste, der bar samme Navn, som den afdøde Rigsforstander,

men var af en anden Slægt, kom nu til at beklæde hans Post. Herved

havde Kong Hans imidlertid intet vundet. Der begyndtes vel paa Freds-

underhandlinger, og et Møde fastsattes i Kalmar, men da de svenske Rigs-

raader udebleve, erklærede Kong Hans de Svenske for Oprørere og Majestæts-

forbrydere, fik det gamle Bandbrev stadfæstet paa ny, og den Tydske

Kaiser til at sætte Rigsforstanderen og alle hans Tilhængere i Rigets

Aiht. Den svenske Almue, der ikke havde nogen Grund til at nære Fjend-

skab til den redelige og blide Kong Hans, ønskede gjerne at faa Ende paa

den evindelige krig; men der var fremstaaet i Sverrig en Mand, der

havde en betydelig

Indflydelse paa den characteerløse Svante Sture, og som ved sin raa, men

for sin Tid passende, Veltalenhed, ligeledes besad en stor Magt over

Almuen hvorved ethvert Fredsforsøg blev forhindret. Denne Mand var

Hemming Gad, Biskop i Lindkjøbing, en Mand, ihvem ualmindelig Lærdom,

Mod og Tapperhed vare forenede, men nærede et brændende Had til Danmark

og den danske Nation, hvilket endog gik saa vidt, at han i sine Taler

kaldte det danske Folk "en Nation af Røvere, en Samling af Tyve og Mordere

fra alle Folk, Mennskehedens evige Fjender, som under bestandig Sværgen

og Banden lurede paa de Skibbrudne ved Jyllands Sandbanke". Han op-

muntrede Folket, og stillede det Ditmarskens Exempel for Øiet, ved at

sige: "at om Kongen ogsaa vilde angribe Sverrig, saa kunde Gud, der havde

frelst 7 Kirkesogne ogsaa hjælpe et heelt Kongerige".

Flere Omstændigheder afholdt imidlertid

Kong Hans fra at gjøre et kraftigt Angreb paa Sverrig, og den i Aaret

1509 opstaaede Krig med Hansestæderne og i Særdeleshed med Lybek, hvem

Kongen havde forbudt al Handel med det oprørske Rige, gav ham fuldt op

at bestille. Lybekkerne, der vare forbitrede, fordi deres Handel havde

lidt mange Indskrænkninger i Danmark og Norge, især ved en Handelsforening

som Kong Hans i Aaret 1490 havde indgaaet med Englands Konge, Henrik

den Syvende, og hvori han havde tilstaaet Englænderne næsten samme ret-

tigheder som Hansestæderne, skjændte og brændte paa de danske Øer og

Kyster. En dansk Flaade under Jens Holgersen Ulfstand hævnede dette

ved at bemægtige sig 14 Orlogsskibe, den med Lybek allierede By Wismar-

shele Sømagt der laae paa dens Rhed. Flere af Danmarks

dygtigste Søkrigere: Otto Rud, Søren Norby, Jørgen Kock tilføiede

Hansestæderne stort Tab ved at ødelægge flere af deres Stæder og ved at

borttage deres Skibe. Endelig anmodede Lybekkerne, der følte Følgerne

af deres Handels Standsning, om Fred. Kong Hans, der var meget forbitret

paa lybek, fordi denne Byes Sa(na)gt havde plyndret og røvet paa de danske

Øer, var uvillig til at indgaae nogen Fred, men endelig tilveiebragtes

dog en saadan den 23de April 1512 i Malmø, meget fordeelagtig for

Danmark: thi Lybekkerne forpligtede sig til at ophæve al Forbindelse med

Sverrig, saalænge Danmark laa i Krig med det, og udbetalte Kong Hans en

Sum af 30000 Gylden i Skadeserstatning.

I Sverrig var i Slutningen af det foregaaende Aar Svante Sture død.

Næsten hele den svenske Geistlighed

og en stor Mængde Adelsmænd vare enige om, at slutte Fred, og enten be-

tale Kong Hans en aarlig Sum af 13000 Mark eller ogsaa vælge ham eller

hans Søn Christian til Konge. Desuagtet blev ved et Møde i Stockholm

Svantes Søn Steen Sture, valgt til Rigsforstander.

Paa en af Kongens fædrenlige Reiser omkring i Danmark for selv at see og

høre hvad hans Undersaatter kunde have at forebringe ham, mødte der ham

det uheld, efter at han havde forladt Ribe, hvor en Vandflod fra Vester-

havet havde holdt ham indesluttet, at hans Hest faldt med ham i Trane-

kjær Sø, hvorved han forstødte sine Lemmer og forkjølede sig. Han

befandt sig ilde da han kom til Aalborg, hans Fødeby, og døde den 20de

Februar 1513, efter et kort Sygeleie og en lang og mærkværdig Regjering.

Hans Liig blev bisat i Odense i Graabrødrekirken,

hvorfra det i Aaret 1805, da denne Kirke blev nedbrudt blev henflyttet

til St. Knuds Kirke i samme By. °)

Kong Hans roses for sin gode Huusholdning med Statens Midler, og for

sine simpl jævne Sæder. Han var en temmelig høi, bredskuldret Mand,

med et fyldigt Ansigt, og gik almindelig simpelt klædt. I Høitidelige

Anledninger, for Exempel naar fremmede Gesandter vare tilstede, iførte

han sig en lang viid Gyldenstykkes Kaabe, som naaede ned til Fødderne,

og bar Kaarde ved Siden. Ved slige Leiligheder var han munter, sang og

spillede, men ellers var han meget angrebet af Tungsindighed, som under-

tiden næsten grændsede til Vanvid. Flere, endog samtidige svenske,

Forfattere nævne ham som en redelig, retsindet og retfærdig Mand, hvilket

flere skjønne Træk af hans Liv bekræfte, dog kaster Rigshovmester Poul

Laxmands Drab en Skygge paa ham.

Denne Adelsmand besad stor Rigdom

hvoraf en Deel vel ikke var erhvervet paa den retfærdigste Maade, og

havde derfor mange Fjender. Da han nu dog kom fra Slottet i Kjøbenhavn

blev han paa Slotspladsen overfaldet af tvende Riddere: Ebbe Strangesen,-

en Svoger til en af ham forurettet Adelsmand Oluf Oxe,- og Bjørn Andersen

som bibragte ham dødelige Saar og slæbte ham hen til Høibro, hvor de

kastede ham i Canalen med de haanende Ord: "Du hedder Laxmand, svøm nu

som din Natur er". Liget blev strax taget op af Vandet og høitideligen

ført til Helsingør, endog fulgt af Kongens Kammervogn, men ingen Under-

søgelse blev anstillet, og Morderen gik frie. Imod Laxmand blev der

derimod anlagt Sag for Landsforræderi, og han beskyldtes for at have

staaet i hemmelig Forbindelse med Landets Fjender. Rigsraadet dømte ham

skyldig og da Ingen paatog sig hans Forsvar, bleve alle hans Eiendomme

inddragne under Kronen. Nogle af hans Dommere erholdt siden hans Eien-

domme enten ved Kjøb eller Gave. Poul Laxmands Børn indgave senere

flere Klager over denne Doms Uretfærdighed, og fremlagde Vidnesbyrd fra

de svenske Rigsraader, at Laxmand aldrig havde staaet i nogen Forbindelse

med dem. Under Frederik den Første havde man i Sinde at ophæve den

over Laxmand fældede Dom, men, da en stor Deel af hans Gods var kommet

i forskjellige Eieres Hænder, erholdt hans Børn blot deres Mødrene arv

tilbage, imod at gjøre Afkald paa deres Fædrenegods. Ligeledes lægger

man ham ogsaa til Last Henrettelsen af Rentemester Anders, der anklagedes

for Underslæb, men efter den almindelige Mening var uskyldig.--

° ) Ligene af Kong Hans, Dronning Christina, Kong Christian II og prinds

Frederik, hvilke havde ligget i Graabrødrekirke, bleve tilsammen nedlagde

i een Ligkiste med fire Afdelinger, der sattes paa Gulvet i St. Knuds Kirke.

I Aaret 1817 befalede Fyens Gouverneur vor nuværende Konge, der ikke

fandt det passende, at disse høie Kongelige Liig skulde være indsluttede

i een Kiste og staae til Skue for Enhver, at der skulde forfærdiges fire

nye Egekister prydede med Chiffre og Kroner, i hvilke disse Kongelige

Liig bleve lagde og den 11te September høitideligen nedsatte under

Jorden i en muret Hvælving under Kong Hanses Mindesteen.

lan....