Christian den Ottende blev født den 18de September 1786. Hans Fader

var Arveprinds Frederik, eneste Søn af Frederik den Femtes andet Ægteskab

og hans Moder Sophia Frederikke, Prindsesse af Meklenborg = Schwerin.

Den store Yndest og Opmuntring, hans Forældre skjænkede Videnskaber og

Kunst, havde stor Indflydelse paa den unge Prindses Dannelse.

N. H. Schow, en dygtig Videnskabsmand, senere Etatsraad, Professor i Ar-

chæologien og det græske Sprog ved Universitetet, samt i Mythologien ved

Kunstacademiet, udnævntes i Aaret 1792 til Directeur for Prindsens Op-

dragelse. Vigtigheden af dette Kald erkjendte Schow tilfulde og arbei-

dede med en saadan Iver og et saadant Held paa den fyrstelige Elevs Dan-

nelse, at derved Grunden lagdes til de mange Kundskaber, hvoraf denne

Fyrste var i Besiddelse og som satte ham paa et høit Trin blandt Europas

kundskabsrigeste Monarcher.

Allerede tidlig bibragte man den unge Prinds’s Smag for Naturvidenskaben.

Hans Fader besad

en betydelig Mineraliesamling, der havde tilført Professor Abildgaard;

med denne, en Plantesamling, som den unge Prinds selv havde samlet, tørret

og paalimet, en Insectsamling, hvilken Prindsen selv havde forøget med

mange hundrede Exemplarer og en kostbar Conchyliesamling beskjeftigede

han sig i sine Fritimer. Hans Lærer i Naturvidenskaberne var H. S.

Holten, der ogsaa bibragte den lærvillige Yngling saa mange Kundskaber

i dette Fag af Videnskaberne, at han endog udmærkede sig senere under sit

Ophold i Italien ved nogle i Trykken udgivne Iagtagelser over Bjerget

Vesurs Lava.

Efter prindsens confirmation

i Aaret 1803 fratraadte Schow sin hidtil havte Post.

I Aaret 1806 overtog Prindsen Commandoen af det forhenværende Arveprinds

Frederiks Regiment, som nu efter ham blev benævnt Prinds Frederik Chri-

stians Regiment og formælede sig den 21de Juni s. A. med Charlotte

Frederikke, Datter af Storhertug Frederik Frantz af Meklenborg = Schwerin =

Güstrow. Hun blev Moder til vor nuværende Konge: Frederik den Syvende.

Den paafølgende Tid opholdt han sig tildeels i Holsten indtil Foraaret

1813, da han udnævntes til Statsholder i Norge, i hvilket Rige han nu

ogsaa tog sin Bolig. I Kielertractaten af 14de Januar

1814 frasagde Frederik den Sjette sig enhver Rettighed til Norges Trone.

Den 18de Januar løste han det norske Folk for dets Eed og Pligt mod ham

og opfordrede det til roligen at underkaste sig det svenske Herredømme *).

Ved den første Beretning om Norges Forening med Sverrig, besluttede

Prindsen af fri Drift ikke at forlade Norge under de farer, der truede

dets Selv =

= stændighed, men dele dets Skjæbne. Han reiste i Begyndelsen af Fe-

bruar til Trondhjem. Overalt viste Nationen eenstemmig Afsky for at

underkaste sig Naboriget. Prindsen erklærede derfor den 5te Februar:

Norge skal og kan bestaa ved Samdrægtighed. - Jeg er uadskillelig fra

Norge; min Tillid staar til det norske Folk, mit Haab til Gud min Løn

skal være Folkets Kjærlighed !

Prindsen sammenkaldte flere ansete Mænd til Eidsvold for at høre deres

Raad. Det var først Prindsens Mening at bestige Norges Trone

som den, der efter Frederik den Sjettes Frasigelse var eneberettiget til

den; men paa Fleres Forestilling, at Norge ved denne Frasigelse igjen

var kommet i Besiddelse af sin naturlige og uomtvistelige Ret til selv at

bestemme sin Forfatning og selv vælge sin Konge, frafaldt han strax denne

sin Mening og valgtes af Forsamlingen foreløbig til Regent. Der beslut-

tedes nu, at kielertractatens Artikler, Norge angaaende, ei skulde ansees

bindende for dette . Prindsen skulde stille sig i Spidsen for dette og

forsvare Nationens Selvstændighed. Man stolede paa Frederiks Held imod

sine Fjender og paa Englands Understøttelse, da Norges Selvstændighedssag

fandt store Sympathier i den engelske Nation. Der var og kun lidet at

frygte af Sverrig, da størstedelen af dets Armee

laa i et fjernt Land.

Den 18de Februar vendte Prindsen tilbage til Christiania og gjorde Natio-

nen den følgende Dag bekjendt med Beslutningen af sit Raad i følgende

aabne Brev til det norske Folk:

" Jeg Christian Frederik, Norges Regent *), Prinds til Danmark, Hertug

til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg, gjør vitterlig:

At det norske Folk, løst fra sin Eed til den Stormægtige, Høibaarne

Fyrste, Frederik den VI te, Konge til Danmark, de Venders og Gothers,

Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg og saaledes

gjengivet et frit og uafhængigt Folks

fulde Ret til selv at bestemme sin Regjeringsforfatning lydeligen og een-

drægtigen har yttret sin bestemte Villie til ikke at samtykke i nogen

Underkastelse under Sverrigs Konge, men derimod til at hævde sin Uafhæn-

gighed og Selvstændighed. Odelsbaaren til Norges trone og bestemt i

denne Stund til at staae i Spidsen for et trofast og tappert Folk, følger

jeg villigen det hellige Kald og anseer der for min Pligt, af yderste Evne

at virke for det norske Folks Frihed og Sikkerhed. Som Rigets Regent,

hvilken Titel jeg antager med alle Rettigheder og med den Myndighed,

som Frederik den VI te har

frasagt sig og som Nationen vil forlene mig, for i farens og Trængselens

Stund at afvende Uorden og Fordærvelse fra Landet, skal min oprigtigste

Bestræbelse være at vedligeholde Freden med alle de Magter, som ikke

krænke det norske Folks Rettigheder.

Af Nationen valgte oplyste Mænd skulle samles den 10de April førstkommende

i Eidsvold udi Agerhuus Amt, for at antage en Regjeringsform, som fuld-

kommen og for bestandig kan betrygge Folkets Fred og Statens Tarv.

Gud den Allerhøieste vil velsigne og beskytte en retfærdig Sag og et sam-

drægtig Folks Anstrengelse mod fremmed Undertrykkelse, der altid var

og skal være

ukjendt i gamle Norge."

Samme Dato udstedtes følgende Kundgjørelse:

"Normænd ! Kundbart er det for Eder, at Hs. Majestæt, Kong Frederik den

V I te, uagtet sin Kjærlighed til det norske Folk, som vi taknemmeligen

erkjende, nødedes til ved den svenske Regjerings Rænker, understøttede

af talrige Hære, at frasige sig sin Ret til Norges Trone. Med Harme

have I erfaret, at I ere overgivne til en Regjering, der har viist Eder

den Foragt, at true ved søde Ord og tomme Løfter at kunne lokke Eder til

Utroskab med Eders Konge, ligesom den og

har udøvet det aabenbare Fjendskab midt under Freden at ville udhungre

Eder, for ved dette umenneskelige Middel at rokke det Mod, som den vidste

ellers at være urokkelig; og nu tiltroer den Eder den Svaghed godvilligen

at underkaste Eder det svenske Aag og samme Ulykke, som Sverrigs Sønner

nu maae taale for en Udlændings Herskesyge og fremmede Penge at stride

i et fremmed Land."

-----------------------------------------

"Dog det frie norske Folk kan selv bestemme sin Skjæbne.

Sværger at ville hævde Norges Selvstændighed, kræver Gud den Almægtige

til Vidne paa Eders Eeds Oprigtighed og nedbeder Himlens Velsignelse

over Eders elskte Fædreland !

Det er Guds Styrelse, trofaste Normænd ! at jeg, Norges Trones Odels-

baarne, i denne Stund er midt iblandt Eder; nu kunne I vorde reddede

ved den Samdrægtighed, som boer i Eders Barm !

Jeg har hørt Folkets lydelige Stemme for Uafhængighed, for djærv og ube-

tinget Modstand mod fremmed Vold. Dette er Kald nok for

mig, der besjæles af varm Følelse for Norges Held og Hæder, til at for-

blive blandt dette trofaste Folk, naar det gjælder dets Selvstændighed

og saalænge min Stilling kan bidrage til at vedligeholde Rolighed og

Orden blandt Normænd.

Af Forsynet bestemt til i denne Stund at styre Riget, skal jeg med kraftig

Haand, uden at ændse Møie og Farer, værne om Norges Sikkerhed og holde

Lovene i Hævd. En Samling af Nationens selvvalgte, oplyste Mænd

skal dernæst, ved med Viisdom og Samdrægtighed at bestemme en Regjerings-

form for Norge, give denne Stat fornyet Kraft mod aabenbare og hemmelige

Fjender *) og af dens Bestemmelser vil det afhænge, om jeg fremdeles

skal røgte

det Hverv hvortil Nationens Ønske i denne Stund kalde mig.

Elskede norske Folk ! Mange Prøver har jeg allerede modtaget paa Eders

Kjærlighed og Tillid. Blandt Eder vil jeg stedse finde mig glad og tryg.

fred og derved oplivede Næringsveie og Velstandskilder vil jeg stræbe

efter at erhverve og ingen Idræt være mig vigtigere, end at afvende

Krigens Plager fra Norge. Kun naar Voldsmænd krænke Rigets Frihed og

Selvstændighed, da skulle de føle, at der boer Kraft i Normandens Arm

til at hevne Forurettelser og Mod i hans høie Sjæl til at foretrække Død

for Underkuelse.

Kummer og Trængsler ville vi tilsammen freidigen gaae imøde, hvis

uforsonlige Fjender ei ville

unde Riget Ro; men inden vore Grændser skal herske Eendrægtighed og

Fædrelandssind til villigen at opfordre Alt for at hævde det gamle Norges

Ære og atter at hævde det til sin fordums Glands. Da skulle engang vore

fælleds Bestræbelser, velsignede af Gud den Almægtige, krones med et

heldigt Udfald og Normanden skal give et Beviis paa den Sandhed, at et

Folk er uovervindeligt, som frygter Gud og føler varmt for Fædrelandet."

Samme Dag udstedte Prindsen ogsaa et circulaire til Biskopperne i Riget,

for gjennem dem at foranstalte en

Samling i Guds Templer, som skulde gjøre Folket bekjendte med Kongen af

Danmarks Tronafsigelse og Prindsens Kald til at styre Riget. Efter en

kort men kraftfuld Indledningstale skulde Folket opfordres til at aflægge

følgende høitidelige Eed: "Sværge I at hævde Norges Selvstændighed og

at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland ?", hvilket med opløftede

Fingre skulde besvares med : "Dette sværge vi, saa sandt hjælpe os Gud

og hans hellige Ord ." Dagen skulde betragtes som en Bededag over

hele Riget. Samme Dag skulde der foretages Valg af tvende blandt Me-

nighedens Embedsmænd, Brugseiere, Jorddrotter eller Gaardbrugere over

25 Aars Alder, der skulde møde paa et Sted midt i Amtet, som af Amtmanden

nærmere maatte

bestemmes, for at vælge 3 af Amtets meest oplyste Mænd, der skulde møde

paa Eidsvold den 10de April, for at bestemme og paa Nationens Vegne an-

tage Norges Regjeringsform. Paa samme Maade skulde Valg skee i Byerne.

Den 25de Februar høitideligholdes den befalede Bededag i Christiania.

Den 10de April aabnedes Rigsforsamlingen af 109 Repræsentanter paa Eids-

vold med Gudstjeneste i Kirken.

Den 10de Mai valgtes Prindsen eenstemmigt af Forsamlingen til Konge; efter

Voteringen udbrød Præsidenten, Professor Sverdrup: "Reist er igjen Norges

gamle Kongestol, hvorpaa Adelstener og Svarrer styrede gamle Norge med

Viisdom og Kraft. Gud bevare gamle Norge !"

En Adresse, hvori Kongeværdigheden og Constitutionen tilbødes.

------------------------------------------------

Prindsen, blev ham tilsendt ved en Deputation og den ventende Forsamling

fik strax det Svar, at han vilde have nogen Tid til Overlæg, men paa

Christi Himmelfartsdag, den 19de Mai, paa eengang afgive sin Erklæring

og slutte Forsamlingen. Derhos antydedes at intet Afslag var at befrygte.

Paa den bestemte Dag indfandt Prindsen sig, ledsaget af sit nyligt udnævnte

Statsraad og sin øvrige Suite, i Rigsforsamlingssalen.

Han tiltalte Forsamlingen saaledes : "Normænd ! Det høie Kald, hvortil

Medborgernes Tillid udkaarede Eder, er fuldbyrdet. - Norges Statsforfat-

ning er grundlagt; Nationen har gjennem Eder, sine udvalgte Mænd, haand-

hævet sine Rettigheder, befæstet dem for Fremtiden og ved en viis For-

deling af Magten sikret Borgerfrihed og Orden i Staten, som den udøvende

Magt er pligtig og formaaende at vedligeholde. - Den for andre Stater

dyrekjøbte Erfaring har lært det norske Folks Repræsentanter i lige Grad

at vogte Regjeringsformen for Despotismens Kjendemærker og for Folke-

regjeringens Misbrug. - Dette gamle Kongerige forlanger en

Konge men han skulde i Formen lige saa lidt som i Gjerningen være Despot.

Nei ! sit Folks første Ven og Fader bør han være !" Midt under Talen

svor han Eden at ville regjere overeensstemmende med Konstitutionen og

Lovene, efter at have erklæret, at han antog Norges Krone som en Gave af

et trofast og oprigtigt Folk. Han tilføiede derpaa: " Min store

Forgjængers, Fjerde Christians, Aand følger mig i al min Gjerning !

Han var det norske Folks gode Konge og Fader Hans Mønster skal tidligen

indprentes i min elskede Søns Hjerte og Folkets Kjærlighed skal gaae i

Arv til ham; thi han skal lære at agte denne Arv høiere end Kronens

Glands ". *) Han opfordrede derpaa tillige Forsamlingen til at

besværge Constitutionen og først efter at dette var skeet, sluttede han

sin skjønne, herlige Tale dybt rørt og i hellig Bevægelse.

Den 22de Mai holdt Kong Christian Frederik, som Normændene nævnte ham,

sit Indtog i Christiania, der modtog ham med Enthusiasme. Der var op-

reist en Æresport for ham, Luften gjenlød af Kanonernes Torden og Folkets

Hurraraab. En almindelig Illumination fandt Sted. Byens Magistrat

og Repræsentation modtoge ham og 24 unge Piger bestrøede hans Vei med

Blomster. En af disse overleverede Kongen en Krands af Egeløv med de

Ord: "Fortjent Hæder "; en Anden Document, som indeholdt Tilbudet af en

Gave, sammenskudt af

Christiania Borgere: bestaaende af 52 Lod Guld, 12,55 Lod Sølv, 8.200

Rigsbankdaler, 372 Pd. Sterling, 7½ Skpd. Kobber, nogle levnetsmidler og

andre Artikler. - Festen selv forherligedes ved den Kirke = Ceremoni,

hvormed den var sat i Forbindelse. **)

Man rustede sig imidlertid til Kamp mod Sverrig medens der var Mangel

paa Alt Penge, Munition, Levnetsmidler til Tropperne, der ialt kun be-

stod af 26.000 Mand. Disse brændte vel af Mod og længtes efter at

maale sig med de forhadte Svenske; men gode Anførere manglede. Kun

paa enkelte Punkter kom det til alvorlig Kamp og de Norske vare da altid

de Seirende. Østerrig, Rusland, England og Preussen sendte Com =

missairer, eller, som de ogsaa kaldte sig Krigsherolder hvilke den 30de

Juni, erklærede, at General Banningsens Armee og et preussisk Troppecorps

vare stillede til Sverrigs Disposition og at en almindelig Søblocade var

bestemt; de tilbøde dog en partiel Ophævelse af Blocaden samt Vaabenstil-

stand, hvis Christian Frederik vilde nedlægge sine Rettigheder i Folkets

Hænder, Landet mellem Glommen og den svenske Grændse indtil videre er-

klæredes neutralt og tre Fæstninger besattes af Svenske. Christian

Frederik erklærede sig villig til det Første og til at anvende sin Ind-

flydelse for at tilveiebringe Foreningen med Sverrig, hvis grundloven

anerkjendtes. At overlevere Fæstningerne afsloges derimod som stri-

dende mod Constitutionen dog var han villig til at rømme de.

------------------------------

og overlade dem til Borgernes Bevogtning; tillige erklærede han, at han

ikke vilde adskille sin Skjæbne fra Folkets, hvis dette foretrak Modstand

for Udsoning. Da den svenske Konge ikke vilde indgaa paa de norske

Betingelser, begyndte Fjendtlighederne den 26de Juli med en Opfordring

til Commandeur =

capitain Fasting, der commanderede en Flotille paa 40 Kanonbaade ved

Hvaløerne til at overgive sig. Da Opfordringen afsloges og Fasting

efter høiere Ordre trak sig tilbage, nærmede den svenske Sømagt, der

bestod af 4 Linieskibe, 4 Fregatter, nogle Brigger og 70 Kanonbaade

sig Hvaløerne og satte tropper i Land og allerede den 4de August capi-

tulerede den ene af hine Fæstninger, Frederiksstad.

Christian beredte sig desuagtet til en alvorlig Modstand mod Sverrig,

hvor ulykkelig end Følgerne deraf kunde blive for ham selv, hvilket bedst

sees iblandt andet af hans i Statsraadsprotokollen af den 3de August

førte Ord: "Skulde det være Forsynets Villie, at Vi, som Gud forbyde,

skulde geraade i Fangenskab, da erklære Vi Høitideligen, at enhver

Erklæring, ethvert Løfte eller Frasigelse, som Vi maatte blive nødt til

at afgive i bemeldte Vort Fangenskab, skal være og ansees som aldeles

ugyldigt, førend et constitutionsmæssigen valgt Storthing med frit Over-

læg har antaget samme som gyldig eller forbindende for Nationen.

Indtil denne Tid bør Regeringen føres af Statsraadet i Vort Navn".

Samtidig med den uheldige Begivenhed ved Frederiksstad vandt de Norske

derimod en afgjørende Seier over de Svenske ved Kongsvingar, hvor Oberst-

lieutenant Crebs var posteret med 2000 Mand, der slog et endnu større

fjendtligt Corps i to forskjellige Fæstninger, hvorved en stor Deel

Svenskere bleve nedsablede og flere gjorte

til Fanger. Den 7de foresloges fra svensk Side Vaabenstilstand; den

14de sluttedes baade Vaabenstilstand og Convention. Frederikssteen

skulde overleveres, et overordentligt Storthing sammenkaldes, den udø-

vende Magt under et Paaskud forløbigen overdrages til Statsraadet og

Kronen nedlægges i Repræsentationens Hænder; Kongen af Sverrig lovede

derimod at antage Constitutionen.

Nationalforsamlingen kom atter sammen den 7de October og aabnedes Dagen

efter af Statsraadet med en Tale, hvori skildredes Landets sørgelige Til-

stand, der bevægede Kongen til at opofre sin Tilfredshed og personlig

lykkelige Stilling, for at bevare det elskede Fædreland mod Ødelæggelse

og sikkre dets constitutionelle Forfatning.

Den 10de s. M. nedlagde Christian Frederik den formelige Ait, hvori han

gjorde Afkald paa Norges Krone for sig og sin Afkom, i en Storthingsde-

putations Hænder, afseilede den 26de October fra Frederiksværn og landede

den 3de November i Aarhuus efter et stormende Veir paa Overreisen.

Den Kjærlighed og Agtelse, det norske folk bar for den resignerende

Fyrste, viste sig paa flere Maader. Saaledes foresloges som et Beviis

paa det norske Folks Erkjendtlighed imod ham i Storthinget af Etatsraad

Treschow en Takadresse, af Biskop Beck en Appanage og af Consul Konnov

et Marmormonument.

Den 22de Mai 1815 formælede Prindsen sig andengang med Caroline Amalia,

Prindsesse

af Slesvig = Holsten = Sønderborg = Augustenborg og udnævntes samme Aar

til Gouverneur over Fyen og commanderende General over Fyen og Langeland

Afvexlende opholdt han sig nu her eller paa Sorgenfri, hans Fædrene =

Eiendom, indtil i Slutningen af Aaret 1819, da han foretog sig en Uden-

landsreise med sin Gemalinde, der underveis benyttede Badene i Carlsbad

Ems og flere af Tydsklands Badesteder. Over Heidelberg, Ulm, Kempten

Inspruck, Trient, Verona, Bologne, Florenz kom de d. 23de December til

Rom og toge derfra efter 14 Dages Ophold til Neapel. Her og i det

nærliggende Castelamora, hvor Prindsessen vilde bruge Søbadene og

derefter de varme Bade ved Ischia, opholdt

de sig næsten hele Aaret 1820.

Prindsen optoges her til Æresmedlem af det kongelige store Videnskabernes

Selskab, i hvilket han ogsaa oplæste flere Iagttagelser over adskillige

Gjenstande, som han havde undersøgt paa en Reise til Vesus.

Napolitanerne yndede ham meget for hans nedladende Væsen.

Den 29de November forlod det høie Par Neapel og ankom til Rom den 1ste

December. Kort efter den 11te Decbr. udbrød i Prindsens Huus en stærk

Ild, som havde antændt Gulvet under hans Beboelsesværelse, men som snart

slukkedes. Det høie Par omgikkes her Thorvaldsen som udførte deres

Buster.

Prindsessens Elskværdighed blev almindelig beundret.

Den 7de April 1821 forlode de Rom, opholdt sig 5 Uger i det prægtige

Florenz, tog derfra over Lucia og Genua til Parma, hvor de aflagde et

Besøg hos Napoleons Gemalinde, Erkehertuginde Maria Louise. Efter at

have beseet Milano og Mayland, besøgt Grev Sommarivas Villa ved Comersøen,

passerede Prindsen med Gemalinde den 22de Juni Simplon og indtraf om

Aftenen i Brieg i Canton Wallis. I Schweitz opholdt Prindsen sig

meget i Genf, som han forlod med Gemalinde den 24de October for over

Lyon at begive sig Paris, hvor de ankom den 10de November incognito

under Navn af Greve og Grevinde af Oldenborg og boede i Gaden Castiglionn.

Mange Feter

foranstaltede til Ære for dem under deres næsten fem Maaneders Ophold her.

Den 17de April 1822 besaae de Penge = og Medaille = Mynten, hvor der til

Erindring om deres Besøg blev præget en Medaille i Platina, paa hvis ene

Side saaes Amor og Hymen, der flette Rosenkrandse og paa hvis anden Side

deres Vaaben med Omskrift: L. L. A. A. R. R. le prince royal et les

Stempelskjæreren Borais havde først Dagen tilforn, Kl. 3 om Eftermiddagen,

faaet Befaling at udføre dette Arbeide. Den 8de Mai forlod det høie Par

Paris, gik over Canalen landede den 14de i Dower og ankom derfra til

London den 21de Mai. Deres Bolig var i Wernpolestreet, en anseelig

gade i Qvarteret Westminster Prindsen optoges til Medlem af de skjønne

Kunsters og Videnskabernes Selskab. Den 4. Juli forlod de London,

besaae endeel af Englands Stæder, gik over Holland, Bremen til Altona,

hvor der bragtes det høie Par ved Fakkelskinen Aftenmusik af de paa

Gymnasiet Studerende. Over Odense ankom Prindsen med Gemalinde den 13de

til Frederiksberg Slot, hvor Kongen opholdt sig og toge endnu samme Dag

til Sorgenfri. Paa Prindsens Fødselsdag bragte et stort Antal af de

Studerende ved Kjøbenhavns Universitet Prindsen deres

Hyldest og tilkjendegav ham deres Glæde over hans Hjemkomst ved et Fak-

keltog paa Sorgenfri, i hvilken Anledning flere skjønne Sange blev Af-

sjungne.

I Aaret 1832 indtraadte Prindsen som Medlem af det Geheime = Statsraad

og paatog sig senere Præsidiet for Kunstacademiet. I Aaret 1838 modtog

han ligeledes Præsidiet for Videnskabernes Selskab, hvor en kjendelig

Indflydelse af Prindsens uafbrudte personlige Nærværelse, hans Sagkyndig-

hed og alsidige Opmærksomhed paa enhver forekommende videnskabelig Gjen-

stand ytrede sig i Forhandlingernes større Liv og i den friere Aand,

som udvikledes i samme.

Den 3de December 1839 besteg han Tronen og blev tilligemed sin Gemalinde

kronet i Frederiksborg Slotskirke den 28de Juni 1840 i sin Alders 62de Aar.

Kun i noget over 8 aar beklædte han Tronen og førte en lykkelig Regje-

ring som kun faa eller ingen af hans kongelige Forfædre.

Danmark har han at takke for mange ypperlige Foranstaltninger, der skulde

have været fulgte af flere, naar Døden ikke havde bortrevet ham saa tidlig.

Han var en af Danmarks viseste Regenter og elskede det Land og det Folk,

han regjerede; stor og inderlig var derfor ogsaa Folkets Sorg ved hans Død.