Du ledte frem, af gode Gud,

Til første Mand den første Brud

Og bød dem Eet at være.

See og i Naade ned til dem,

Som for dit Aasyn her staa frem

Og enes dig til Ære;

For dem dig Gud,

Vi anraabe; Held vi haabe

Fra det høie

Sign dem Livets Fryd og Møie.

-------------

Det er saa yndigt at følges ad

For To, som gjerne vil sammen være,

De er med Glæde men dobbelt glad

Og halvt om Sorgen saa tung at bære.

Ja det er Gammen:,:

.;. at reise sammen :,:

Naar Fjederhammen

:,: Er kjærlighed :,:

Det er saa hyggeligt allensteds,

Hvor Smaa og Store har Et isinde,

Og det, som drager de store Læs,

I Hjertekamret er inderst inde;

Ja, det er Gammen

:,: At holde sammen :,:

Naar ja og Amen

:,: Er Hjertest Sprog :,:

Det er saa herligt at stole paa,

Vi har en Herre som Alting mægte,

Han os ei glemmer, naar vi er graa,

Hans Naade rækker til tusind Slægter,

Ja det er Gammen

:,: At allesammen :,:

Er Ja og Amen

:,: Guds Naades Ord :,:

Det er vemodigt at skilles ad

For dem som gjerne vil sammen være,

Men, Gudskee Lov ! i Vorherres Stad

For mig saaledes de Hjertens Kjære;

Ja det er Gammen

:,: At leve sammen :,:

Hvor Ja og Amen

:,: er Kjærlighed :,:

Hvert Ægtepar, som med Kjærlighed

I Jesu Navn holder bryllupgilde

Skjøndt Alt i Verden gaaer op og ned,

Skal finde tidlig og finde silde:

Det er dog Gammen

:,: At sidde sammen :,:

Hvor Arneflammen

:,: Er Kjærlighed :,:

Med Sorgen og Klagen hold Maade,

Guds Ord lad dig trøste og raade,

Lad Hjertet i Sorgen ei synde,

Ved Døden vi Livet begynde !

2 Vi indsvøbe Liget med Taare,

Og lægge det stille paa Baare

Men Svøbet og Baaren betyder,

det slumrer, til Dagen frembryder.

3 Lad Hjerte og Øie kun briste,

Og Legemet Lægges i Kiste;

Den Time ei borte skal blive,

Da Herren det kalder til Live.

4. Hvad før var al Ynde berøvet

Og blandedes ganske med Støvet,

En lysende Bolig skal være

For Sjælen i Himmerigs Ære.

5 See Kornet i Jorden den sorte,

= Det synes saa visselig borte;

Men atter sin Spire det skyder,

I gyldneste Grøde frembryder !

6. O Jord vi en Gave dig skjænke

Med Graad i det Skjød vi den sænke

En dyrebar Sæd du modtager,

Vi derfor dig kalder Guds Ager.

7 En Sjæl i den Støvhytte boede,

En Sjæl, som paa Frelseren troede

Og længtes med Haab mod det Høie

Med Gud og hans Glæde for Øie.

8 Du Jord, maa nu Legemet glemme,

Gud vil det dog ikke forglemme

Men pryde dety deiligt med Ære,

Til evig hans Billed at bære.

9 Ja Herre, naar Tiden er omme,

Da kalder du flux dine Fromme

Fra Striden i Verden til Freden

Fra Hvilen i Graven til Glæden.

1

Savn og Møie

Maae vi døie,

Medens vi paa Jorden bor,

Mens vi lide,

Mens vi stride;

Naae vi ei den sande Ro;

Hvor er Freden da herneden ?

Jesu, kun hos dig er Freden.

2.

Synder smerte

Tidt vort Hjerte,

I vort Kjød er ingen Fred;

Og vi bløde

Os til døde

Er ei du til Hjælp bered;

Freden daler kun, Forsoner,

der, hvor du i Hjertet throner.

3

Bittre Pile

Uden Hvile

Sig indtrænge i vor Sjæl;

Du dog skjermer

Hver, som nærmer

Sig med Tro til Naadens Væld,

Fredens Fylde du har fundet

Og til os for evig vundet.

4.

Had og Jammer

Tidt os rammer

Udenfra i Støvets Land;

Men ved troen

Hjertetroen

Vi hos dig og hente kan;

Du i Naade vil bortjage

Alt, hvad Hjertet her kan plage.

5

Ja os hisset

Er forvisset.

Evig Fred i Himlens By;

Der er Psalmer,

der er Psalmer,

Lov og Pries høit over Sky;

Dybt til dig, vor Gud, vi sukke,

Fredens Ly du os oplukke !

1

Lær mig, o Skov, at visne glad,

Som seent i Høst dit gule Blad,

Et bedre Foraar kommer;

Der grønt mit Træ skal herlig staae,

Og sine dybe Rødder slaae

I Evighedens Sommer.

2

Lær mig, o lille Trækfugl, du,

At svinge mig med freidig Hu

Til ubekjendte Strande;

Naar Alt er Vinter her og Jis,

Da skal et evigt Paradis

Mig hisset aabent stande.

3.

Lær mig, du lette Sommerfugl,

At sønderbryde tunge Skjul,

Som nu min Frihed tvinge

En Orm jeg kryber end paa Jord,

Snart flyve høit med lette Flor

de gyldne Purpurvinger

4.

Du, som fra Skyen smiler hist,

Min Herre, Frelser Jesu Christ,

Lær mig at tvinge Sorgen !

Sving for mig Haabets grønne Flag,

Langfredag var en bitter Dag,

men skjøn var Paaskemoprgen !

1

Her mødes alle Veie

Paa Gravens bratte Rand,

Her er vort sidste Leie

I Skyggens mørke Land;

Her synke alle Hænder,

Her visner hver en Krands;

Her samles Muldets Frænder,

Her falmer Støvets Glands !

2

Her Levnetsløbet ender

Sig med en Jordefærd;

Og naar da synke Hænder

Hvis Id var Ære værd:

Ak, da maae vi vel klage,

Begræde Støvets Kaar,

Om end den Ædles Dage

Forsølvede hans Haar.

3.

Ja, blomstred for de Døde

Ei Haab paa Gravens Rand,

Og glimted Morgenrøde

Ei det fra Livets Land:

Da maatte Lydt vi Græde

Hver Gang vi skulde saa

Som nu til Jorden stede

En Ædling af de faa.

------------

-------------

1

Mel. Jesu dine dybe Vander.

Gyd, o Naadens milde Fader,

Tro og Tillid i min Sjæl,

At jeg rolig overlader

Til din Omhu alt mit Vel;

Som et Barn fortroligen

Her til sin Fader hen;

Saa lad mig, i hvad kan hænde,

Al min Hu til dig henvende !

2

Lær mig at jeg ret betænker

Al det Gode, du mig Gav,

Og hvad du endnu mig skjænker,

Til jeg Lægges i min Grav;

Giv mig og standhaftigt Mod

Til at skjønne, du est god,

God, endog naar Sorg og Møie

Presse Taarer af mit Øie !

Lydig skal jeg da modtage

Hvad du vil tilskikke mig,

Prise dig i blide Dage,

Og i Modgang prise dig;

Ja, i Glæde og i Nød,

i mit Liv og i min Død,

Skal min Lid til dig, o Herre;

Trøstig og urokket Være !

Egen melodi

Hvo veed, hvor nær mig er min Ende

See, Tiden meget hastig gaaer,

Hvor let og snart kan det sig hænde,

At jeg mit Vandrebudskab faaer;

Giv mig o Gud, ved Jesu tro

I Afskedstimen Trøst og Ro !

I næste Nat maaskee du kalder

Min Sjæl hen i din Evighed,

Maaskee mit Legem Hytte falder,

Forinden Solens Lys gaaer ned;

Giv mig, o Gud ved Jesu Tro

i Afskedstimen Trøst og Ro !

3

Lær mig at tælle mine Dage

Og rettelig at bruge dem,

Giv mig i Viisdom at tiltage,

Paa Fromheds Vei at vandre frem;

Giv mig, o Gud ved Jesu Tro

i Afskedstimen Trøst og Ro !

4.

Hjælp mig i Tide at bevare

Mit Hjerte fra Letsindighed,

At, naar du kalder, jeg kan svare:

Ja, Herre, see, jeg er bred.

Giv mig, o Gud ved Jesu Tro

i Afskedstimen Trøst og Ro !

5.

Lad alt det Gode, du vil give

Min Sjæl bestyrke i din Frygt,

Paa dig er al min Lyst ilive,

Paa dig mit Haab i Døden bygt;

Giv mig, o Gud ved Jesu Tro

i Afskedstimen Trøst og Ro !

6

I Jesu Navn tilgiv, o Fader

Alt hvad jeg syndet har mod dig !

Ved ham jeg veed, du Synd forlader

Naar jeg i Tro omvender mig

Giv mig, o Gud ved Jesu Tro

i Afskedstimen Trøst og Ro !

7.

Lad da mit Endeligt kun komme,

Jeg gaaer tilfreds af Verden ud,

Min Frelser lever mig til Fromme,

Ved ham der du mig Naadens Gud,

Giv mig, o Gud ved Jesu Tro

i Afskedstimen Trøst og Ro !

----------------

---------------

til Frederikshavns Avis

Kjøbenhavn den 27de Oct. Kl. 7,55 Et

Telegram fra Kongen af Preussen.

Imorges capitulerede Bezeines Armee og Fæstningen Watz

Fangernes Tal er 150.000 deraf 20.000 Syge og Saarede

I Eftermiddag strække Armeen og Garnisonen Gevær.

--------------------------------------------------------------------------------

Hil dig, o Drot ! Du har ei beskjæmmet

Kong Frederiks Haab, da du drog fra Hjemmet.

Du Bretlands Haab, du Danmarks Datter

Gid snart vi glad dig hilse atter.

Dit Varme Hjerte, du vordende Drot,

Har soldet, at Folket alt huer Dig godt !

Du fagre Rose fra Danmarks Sletter,

Dit Komme Glæde og Vaar forjætter !

Den Lykkestjerne, din Slægt blev tændt

Har endnu ikke sin Bane endt.

Dit kjække Blik, dit stolte Navn,

Da varsle Danmark Glands og Gavn !

--------------------------------------------

1#

Traurige Sømand kan stille

udi Tanke kommer at beskue

Niptuneses Speil Du som har vovet

dit Liv paa disse Planker og som

i Nøden saa ofte sloe Feil

Ofte tænker han vi sig Ak gaa

jeg var saa lykkelig At jeg kunde

finde en Troe Elskerinde og de

smaae Børen jeg holder saa kjær.

2#

Et det en Sømand som Huusholdning

haver Han som have Kone og Børnene

kjær Det er af Herrens Velsignende

gaver at han sine Børn for

------------------------------------

Øinene seer Ofte tænker han ved sig

Ak giv jeg var saa lykkelig At jeg

kunde finde min troe Elskerinde

og mine smaae Børen som jeg

holder han kjær.

3#

Er det en Sømand som ung

Karel ere han som har ud koret

en Pige til sin Ven mange

slags Tanker i Hjertet han maa

bære indtil han faaer talet med

hende igjen. Thi udi saa lang

en Tid saa meget kan forandre

sig maaske at hun vil være utro

imod sin kjære Det gjør en Sømand

Stor Sorg og Uro.

---------------------------------------

----------------------------------------

4#

Vel er det sandt at vi Brød kan

fortjære paa Havets Bølger saavel som

paa Land Naar alting kan gaa efter

Ønske og Evne saa er det godt

nok at være en Sømand Men det

kan saa hastig ske At Stormen

den rasede Omvelter de Planker

Med Tougværk og Anker Saa har

en Sømand oplevet sin Tid

Ende

------------------------------------------

Lær mig, o Skov, at visne glad,

Som seent i Høst dit gule Blad,

Et bedre Foraar kommer;

Der grønt mit Træ skal herlig staae,

Og sine dybe Rødder slaae

I Evighedens Sommer.

Lær mig, o lille Trækfugl, du,

At svinge mig med freidig Hu

Til ubekjendte Strande;

Naar Alt er Vinter her og Jis,

Da skal et evigt Paradis

Mig hisset aabent stande.

Lær mig, du lette Sommerfugl,

At sønderbryde tunge Skjul,

Som nu min Frihed tvinge

En Orm jeg kryber end paa Jord,

Snart flyve høit med lette Flor

de gyldne Purpurvinger

Du, som fra Skyen smiler hist,

Min Herre, Frelser Jesu Christ,

Lær mig at tvinge Sorgen !

Sving for mig Haabets grønne Flag,

Langfredag var en bitter Dag,

men skjøn var Paaskemoprgen !

Mel. Hvo veed hvor nær mig er min Ende

Saa samles vi til vore Fædre

Ved den, som fare kan i Fred !

Kan nogen Vandring være bedre

End den til Himlens Herlighed ?

Hvo vil da ønske hid igjen

Den som i Fred er draget hen !

Nei, vi ei ønske dem tilbage

Som Døden har ledsaget hjem;

Skal Døden Venner fra os tage

Engang dog samles vi med dem,

Og høst, hvor Livet evigt er,

Ei Ven fra Ven adskilles meer.

Vor Levetid henrinder fage,

Og snart vi høre Dødens Bud,

Saa lad os tælle vore Dage

Og gaae vi froe vort sidste Trin

Det fører os til Himlen ind.

Mel. Hvo veed, nær mig ei min Ende

1.

Med Vemod og med Andagt træde

Vi trindt omkring den aabne Grav,

En trofast Ven, vort Haab, vor Glæde

Har nedlagt her sin Vandrestav;

Hengivne ære vi dit Raad,

O Herre, men du seer vor Graad !

2.

Vor Vei og vore Vandringsdage

Dem kjender, maaler ene du,

Hver Stund, vi have her tilbage,

Hold du os stadig det ihu.

Vort Liv er Pilegrimmens Færd

Vort rette Hjem er ikke her !

3.

Maaskee det er dit Raad, at ene

Tilsidst En af os færdes maa,

Ham dobbelt Styrke du forlene,

Hiint bedre Liv kan tænke paa

Hist i vort rette Hjem igjen

De Gode samles, Ven med Ven.

4.

Snart vi forlade denne Bolig

Og Graven for os aabner sig,

Vor Hedenfart da være rolig

den trætte Vandrers Hjemfærd lig,

Og lad os for dit Ansigt froe

I alle Godes Samfund boe.

--------------------------------------------

--------------------------------------------

1

Christ stod op af Døde,

I Paaske - Morgenrøde !

Thi synger lydt og sjæleglad

Hans Menighed i allen Stad

Ære være Ghud i det Høie

2

Christ stod op af Døde,

Afsonet er vor Brøde !

Thi synger lydt og sjæleglad

Hans Menighed i allen Stad

Ære være Gud i det Høie !

3

Christ stod op af Døde

I Himlen vi ham møde !

Thi synger lydt og sjæleglad

Hans Menighed i allen Stad

Ære være Gud i det Høie !

----------------

Man er jo dog kun engang ung

Hvad saa om Vinen engang gjør dem tung

De bliver dog nok let igjen

For De er jo en kjærne Svend.

Gid Maden Dem dog maa rigtig smage

At de snart vil komme her tilbage.

Pas paa at ingen fremmed Missekat

o/ Deres lille Hjertes Muus faaer fat,

Let kunde dog en Madmoselle

Ved Koketteri faa dem i Fælde.

----------------------------------------------

No1.

End lyttende til Dommen Kaen stod

Andres Jenius Kjeldsen

------------------------------

---------------------------------

1

Vi har sagt det saa lidt og Du ved det saa godt

Du er mægtig, du Kvinde i Nord !

Du kan fængsle vort Sind, du kan trylle os blot

Med et Blik med eneste Ord.

2

Du har Alt, hvad der drager os efter dig hen,

Det er næsten for ofte Dig sagt

Men jeg sige dig, hvad du skal give igjen

og hvortil du skal bruge din Magt.

3

Du skall give din Broder, din Bejler, din Ven

Du skal give din Brudgom, din Mand

Du skal give det Bedste, det Kjæreste hen

For at frelse det Fædreneland.

4.

Du skal opfostre drenge med Sande i Arv

Der for Danmark vil kæmpe og dø;

du skal lægge den Sæd i Smaaigernes Barm

der skal bære det ædleste Frø.

5

Du skal værne om Sproget i Børnenes Mund

det er Moderens Maael, det er dit

Som Guldharpernes Klang, som de Fugle i Lund

Skal det svinge sig mægtigt og frit.

6

Du skal vogte de Sagn o´g den deilige Sang

Vi i Arv efter Fædrene fik

Du skal lukke dit Hjerte for Trældom og Tvang

og din Dør for de Fremmedes Skik.

7

Ja- jeg seer paa dit Blik, hvad saa ofte jeg saa

Hvad din Gjerning, forlængst mig har sagt;

Du vil styrke vor Aand og vor Haand naar vi staa

for vort Land og vor Fane paa vagt.

-------------------------------------------------------------

Hvad er det for en Plante

Hvad er det for et Træ,

Hvorunder Himlens Fugle

Ei bygge sig Læ ?

Hvad er det for en Stamme,

der ingen Rødder har,

Og tidt dog gyldne Frugter

Paa sine Grene bar,

Som os tilsmiler grønnest,

Naar Skoven alt er hvid

Og glæder med sin Flitter

Smaafolk ved Aftenstid.

---------------------------------------------------------------------

Vor Fader, du som er i Himlen ! Helliget vorde dir Navn; til os

kommen dit Rige; skee din Villie som i Himlen saa og paa Jorden;

giv os i Dag vort daglige Brød, og forlad os vor Skyld, som vi og

forlade vore Skyldnere; led os ikke ud i Fristelse, med frels fra det

Onde; thi dit er Riget, Magten og Æren i Evighed. Amen.

-------------------------------------------------------------------

2

Kom dog, o Jesu Frelser fød,

fri os af al Elende;

Kom i din Kraft og dræb vor Død

Og gjør paa Nøden Ende;

Ledsag os til vort Fædreland,

Hvor Glæden evig er og sand,

Og Synd og Suk er borte

Mel. Hvo ikkun lader Herren raade ..

1

For Død og Grav jeg ikke bærer

Mig skrækker ei Forkrænkelsen;

Jeg veed, at Jesus Christus leve ..

Han skal opvække mig igjen.

Som han opstod, skal jeg opstaae ....

Og til Guds Herlighed indgaae.

2.

Ja Jesu ! ja, Du Verdens Dommer,

Du skal af Graven kalde mig;

Forklaret da min Støv fremkommer,

Og klædt i Glands tilbeder dig.

Jeg der blandt frelste Skarers Tal

Dig evig, evig prise skal.

--------------------------------